fredag den 18. juni 2010

3 TIPS. (De er faktisk rigtig gode, hvis jeg selv skal sige det)

Som weekendgave får du 3 tips:
Det 1. er et tur-tip
Det 2. er kun til kvinder
Det 3. gør dig salig, ja det tror jeg faktisk - salig.

TIP 1:
Jeg knokler ikke med min ansøgning, når pigerne er hjemme. Når de er det, tager vi lige for tiden hele tiden på sommerture. Forleden spiste vi morgenmad i Frb. Have på vej til skole, og det var godt godt. Men tippet her handler om turen i går, som gik til Brede. Kender du Brede? Der er en meget anderledes stemning, man ikke finder mange steder. Måske er det fordi, Mikkel og jeg drak te i Brede Spisehus, lige da han havde friet til mig, men det er altså ikke kun os, der synes, der er specielt dejligt. Søen er smuk, ænderne bliver glade for brød, fabriksejeren der levede for mange år siden, byggede det smukkeste sted, hvor arbejderne fik mad serveret - det er nu netop Brede Spisehus - og måske er det en snert af gammel hjertevarme, man kan fornemme. Som noget nyt kan man også gå ind i en fin fin gammel park ved siden af den oldnordiske fabrik. Men tippet består ikke bare i at det er en lise for sjælen at tage til Brede - tag toget dertil. I Jægersborg eller på Lyngby lokal st. kører toget, der engang hed Grisen, med de største vinduer i danmark langs med Mølleåen og grønne skove og enge.
Her sidder vi på den lille bro og fodrer ænder:

TIP 2:
Engang tænkte jeg indimellem, at jeg var ved at blive sindsyg! Jeg var vred, hysterisk, irritabel, opgivende og modløs. Bare sådan lige pludselig og indimellem. Jeg er ikke et menneske, der har styr på så mange ting. Fx heller ikke hvornår jeg får menstruation. Derfor havde jeg ikke opdaget, at sindsygen faktisk opstod fast hver måned. Ja, sådan var det altså. MEN, så læste jeg en vildt oplysende artikel om PMS, og hør hør: Vi kvinder, der er klar til at udrydde verden omkring os for bare at være alene 1 gang om måneden - der er meget mere end råd forude. Vi mangler nogle stoffer pga. alle de ting, vores krop knokler med at holde styr på, når vi skal have menstruation, og i forhold til hvilke symptomer vi har, mangler vi bestemte ting og sager. Jeg kan desværre ikke huske hvad, der skulle bruges til hvad. Men et vidunderprodukt skulle hjælpe til alle mine symptomer, og det hjælper så sandelig, så man må hæve armene i begejstring. (Det gør Mikkel og pigerne i hvert fald.) Det hedder Femal, er baseret på naturprodukter og kan købes i helsekosten. 'Prøv det, prøv det', som Always-kvinden sagde for mange år siden. Nu ikke for at undgå at bløde igennem, men for at undgå at omgivelserne lider for meget overlast.

TIP 3:
Jeg ved ikke, hvordan du har det med noget, jeg ville kalde 'opløftende'. Altså ord, begivenheder, stemninger og mennesker der på en eller anden måde udtrykker noget, der taler til det højeste og fineste inde i en. Hvor man tænker - ja, livet er bare ubeskriveligt vidunderligt, jeg er en del af dette liv, og jeg deler det med alle andre. Nå, men jeg elsker den slags. Og da jeg forleden skulle høre min yndlings klassiske melodi på Youtube, var der en version, hvor de havde lagt en video på, der handler om at forandre verden til det bedre gennem fine, fredsskabende handlinger.
Jeg håber, du også vil opleve, at det er 9 minutters salighed at se og høre noget så smukt og inspirerende. Her får du linket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar