31-ÅRIG TER SIG SOM 4-ÅRIG!

Pandekageidyl og irritation
I går var min far på besøg, og han, pigerne og jeg sad og spiste pandekager. Midt i al idyllen generede noget mig: For det første talte Hannah og min far om mobiltelefoner og SIM-kort - et emne, ingen celle i mig overhovedet kan relatere til og begejstres over. Og det betød for det andet, at jeg ikke kunne komme til at fortælle de kære historier om de sidste dages oplevelser med mine elever, som jeg gerne ville - i hvert fald ikke så hurtigt, som jeg gerne ville.
HOV STOP
...har vi her at gøre med et rimelig fornuftigt kvindemenneske, der sidder med sin familie, spiser pandekager og bliver mere og mere irriteret...fordi hun ikke kan fortælle noget, så snart hun lyster? Ja, faktisk!
Tålmodighed er en svær dyd
Måske ikke helt midt i den komiske irritationstilstand, men nok lidt efter steg min tolerante forståelse for børn nogle grader. De afbryder, glemmer at lytte, bliver vrede og frustrerede - fordi de bare ikke kan vente med at fortælle det, de har på hjerte. Det er menneskets gave til evolutionen - vi vil berige verden med det, vi har i os, men hen ad vejen lærer vi, at andre også skal have plads til at komme med deres gaver - og at det kun beriger os, når det sker.
Men som 31-årig kan man altså stadig sidde som en frustreret 4-årig, der vil fortælle noget, når det passer hende - og det gør det da noget nemmere ikke at bebrejde børnene for, at det kan være svært for dem pænt at vente på deres tur.