I den virkeligt gode Pippi Power-bog af Gitte Jørgensen, der er fyldt med tips og tricks til et liv med overskud og glæde, blev jeg særligt rørt over at høre, hvor meget det har betydet for mange mennesker at føre en form for 'Taknemmelighedsdagbog'. Notere sig på papir eller i tanke det i livet, man føler sig taknemmelig over. - Det kan jo være alt fra solsortens sang, sin familie, sine nye sko... Se også Anna Skyggebjergs vidunderlige blog, hvor hun hver dag skriver om tre ting, hun er taknemmelig over.
Det virker med videnskabelig sikkerhed
Nå, men i den lille miniferie, der lige har været, sad jeg på Samsø og læste i en bog. Den, vist nok, seneste bog af Tor Nørretranders - "Glæd dig". Ja, du skal glæde dig til at læse den, men det er altså også titlen på bogen. Her står:
"Psykologen Sonja Lyubormirsky har opstillet en serie velundersøgte metoder til at blive gladere i det daglige. Små, rituelle ting, som svarer ret nøje til at gå eller cykle sig en tur hver dag.
1: Tæl dine velsignelser: Skriv ned hver dag eller hver uge tre små ting, der gjorde dig glad - blomster eller børn, der smiler."
Der kommer 7 andre enkle, vidunderlige tips, som jeg vil skrive om de følgende dage. Men hør et par ord til af Nørretranders: "det nye er, at det er undersøgt og påviseligt virker. Ligesom motion. Man bliver gladere af det (nej, jeg gør det heller ikke selv nok, men det er så hamrende enkelt at jeg kan fortælle om det alligevel.) Det afgørende er, at man kan øve sig på at være glad. Og at det virker."
Jeg vil prøve at huske på tricket og bruge det i min hverdag. Måske har du også lyst til at prøve?
Han er en meget klog mand ham Nørretranders. Han forstår at give det banale og simple videre uden, at det kommer til at lyde hult eller forkert. Glæder mig til at læse denne bog.
SvarSletOg ja, vi skal øve os i at tælle vores velsignelser.
Sidste år da jeg skulle holde en rund fødselsdag og gik og forberedte mig på talen, som jeg naturligvis skulle holde, endte jeg med temaet; 'taknemmelighed' Det rørte mig faktisk dybt at arbejde mig igennem det, jeg havde/har, at være glad for, og jeg er tit vendt tilbage til disse overvejelser, når jeg har syntes, livet har været lidt trist.
Temaet gjorde også indtryk på mine gæster. Der er ved flere lejligheder blevet kommenteret på det, så jeg tror, du berører noget meget væsentligt i dagens indlæg. Tak for det.