Opslag
Først og fremmest til forældre - og en fortsættelse af de sidste par dages indlæg og kommentarer. (Dog er det principielt set også relevant for pædagoger og lærere.)
Meningsfuldt
Jeg tror, at noget af det vigtigste at være opmærksom på, når vi voksne vil skabe de betingelser, der får teenagere til at hjælpe til, er at det giver mening for dem. "Bare fordi jeg siger det" holder ikke med nutidens yngre generation, slet ikke, og selvom det kan være møgbesværligt og irriterende, så tror jeg faktisk, det er rigtig fedt. - For inde bagved ligger der en helt anden selvstændighed, end hvad vi tidligere har set - og ud af den selvstændighed og antiautoritetstro, der følger med, kan der vokse et nyt og bedre samfund frem, hvor journalister og politikere, der ikke arbejder for det fælles bedste, ikke får ret, bare fordi de påstår at have det.
Hvordan meningsfuldt?
- Ved at du nu og her viser, at det virkeligt er nødvendigt, at der fx bliver hjulpet med at dække bord, for ellers får vi alle kold mad. (Hvis ønsket præsenteres forudrettet eller bebrejdende - "det burde de da kunne regne ud", så virker det ikke. - Modstand avler modstand.)
- Ved at I holder et familiemøde, hvor du fortæller, at du ikke trives helt i hverdagen, du synes, du har for lidt tid til at slappe af - og fx hygge med resten af familien. Har de nogen ideer til, hvordan der bliver skabt mere fællestid, eller i hvert fald mere rimelighed i fordelingen af arbejdsopgaverne?
- Se om teenagerens særlige ressorucer ikke kan komme hele familien til gavn. Det vil formentlig give mere overskud og lyst til at bidrage til det lav-praktiske. Det kan være, at deres kreative sysler udstilles i stuen, at de vil ordne bilen, at de vil downloade musik til fælles brug, at de vil male et møbel, lave varm cacao til alle, læse noget højt for jer andre - whatever, forsøg blot ikke at blande dig, men lad dem være autoriteten.
Måske gør de nogle af den slags ting i forvejen, og husk så at værdsætte det - det ér vigtige bidrag, der får familiens hjul til at dreje rundt. - Og samtidig skal vi huske på, at de lange skoledage + lektier er helt vildt krævende, ofte mere hårde end en voksens arbejdsdag, så de har god grund til ikke at have det store overskud derhjemme. - Men hvis du virkelig mistrives og synes, at du står for alt det praktiske, så hold familiemødet, og jeg er overbevist om, at bliver det gjort i en - lad os bare tage klichéerne - ærlig og kærlig atmosfære med oprigtig nysgerrighed efter at finde løsninger, der er gode for alle - så vil deres kreativitet vise sig at være overraskende.
Skriv endelig hvis du har andre ideer til at få teenagere til at hjælpe med til at få familielivet til at fungere.
Debatten om 'teenagere og bidrag til familielivet' er super interessant og meget relevant. Jeg har selv tre teenagere og har/har haft besvær med at finde ud af, hvordan jeg kunne motivere mine kære unger til at hjælpe med husholdningen (for så banalt har det virkelig været). Vi har prøvet forskellige tiltag: Vi har haft mange familiemøder og snakket om det, men jeg har ikke formået at få lanceret problemet på en måde, så det var et fælles ansvar at det blev løst. Mine unger blev trætte af mig. Jeg har også forsøgt med planer/skemaer på køleskabet og afkrydsningssystemer. Meget dårlig idé. Jeg har appeleret til deres 'medborgerskabsfølelse', men den holdt ikke. Og da jeg til sidst spurgte dem, hvad der skulle til for at de ville bidrage, fik jeg at vide, at jeg bare skulle sige, hvad jeg gerne ville have dem til. Det var meget nemmere, for de kunne ikke selv se, hvad der skulle gøres. De var i hvert fald mega trætte af at jeg gik rundt og forestillede mig, at de ville gøre noget af sig selv. Så nu er vi der, hvor jeg siger; "Hvornår kan du lave mad i denne uge?" og "Jeg vil gerne ha' dig til at ordne badeværelset i løbet af weekenden", og det er faktisk dét, der har fungeret bedst. Hvor svært kan det være?
SvarSlet