Opslag
Vi kan ikke komme udenom, at det var mandag i går, og jeg kan ikke komme udenom, at jeg glemte at skrive en historie fra den virkelige verden i skolen som lærer. Det gør jeg nemlig hver mandag, men denne gang bliver det altså en tirsdagshistorie.
Der er nu ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, så min historie bliver nemlig også et bud på et svar på Annis meget relevante kommentar til mit indlæg i går. - Ét er at få mindre børn til at opleve glæden ved at bidrage til helheden - noget helt andet er at få teenagere til det. Anni, du har fuldstændigt ret - der er bare så mange ting, der gør relationen til teenagere så meget mere kompleks, men her kommer en idé:
DER VAR ENGANG...
Hvor jeg kom ind og skulle have 7A i engelsk. Jeg havde haft klassen ganske få gange, og mens jeg stod og fandt mine sager frem, sagde en pige, at der lugtede af sved. Efter lidt tøven sagde jeg, at det nok var mig, der lugtede, for jeg havde okset afsted på cyklen, fordi jeg fór vild her til morgen! Hun tog mig i forsvar og sagde, at nok var en af drengene, der lugtede, men jeg kunne høre flere hviske til hinanden, at det var fedt, at jeg var ærlig.
HVORFOR HANDLER DENNE HISTORIE OM AT FÅ TEENAGERE TIL AT BIDRAGE TIL FÆLLESSKABET? Læs en lille en til, så kan det være, det giver mening.
I håndarbejde skulle jeg lære Emily fra 4. klasse at tråde symaskinen, og hun opdagede hurtigt, at jeg slet ikke havde styr på det, hvilket hun til gengæld havde. (Jeg er det mindst håndarbejdskyndige menneske, der findes.) Næste gang skulle flere elever lære kunsten at tråde den dersens symaskine, og jeg fortalte åbenlyst, at det var Emily langt bedre til end mig. De kiggede undrende på mig, mens Emily nød at kunne være behjælpelig.
Pointen i historierne er, at jo mere man som voksen viser, at man er et menneske, der ikke er perfekt, jo lettere er det for børn og unge at være tilfredse med sig selv, som de nu engang er. - Det giver overskud, som er så vigtig for at gide at gøre noget godt for fællesskabet - og det gjorde de mere og mere i de klasser, jeg underviste. Samtidig bliver børn og teenageres lyst til at bidrage også aktiveret, fordi deres indsats pludselig er nødvendig, når de nu er sammen med sådan en mere eller mindre håbløs voksen! Forstå mig ret - vi skal selvfølgelig ikke fuldstændig underminere vores autoritet som duelige, kompetente mennesker, men vi må så gerne menneskeliggøre os selv - som lærere, pædagoger eller forældre - så vi giver de yngre en chance for at komme på banen med alt det, de har, som vi andre har brug for.
P.S. - Det er meget grænseoverskridende, og det får nemt sveden til at løbe endnu mere - men indsatsen er så godt givet ud. - Fortæl meget gerne om situationer, hvor du offentliggjorde din sårbarhed, mangelfuldhed, ubehjælpsomhed, og lad os høre, hvad der kom ud af det.
Jeg kommer til at tænke på i søndags, hvor min datter på 8 brød grædende sammen over lige at ha' sagt farvel til mormor, morfar, moster og onkel efter et skønt weekend-besøg. Jeg var også ked af det, men prøvede at beherske mig og sige, at vi jo snart skulle se dem igen, men så var det jeg tænkte. Hvorfor skulle jeg egentlig beherske mig? Måske det hjælper hende at se, at jeg også er ked af det og også har lyst til at græde. Så jeg satte mig på sofaen med armene om hende og vi græd sammen i 10 minutter. Så var det kommet ud og vi kunne komme videre.
SvarSletJeg får kuldegysninger, mens jeg læser det, du skriver Louise. Så lærerige ord - tusind tak.
SvarSletDet er så rigtigt, hvad du skriver. Som lærer har jeg også vist børnene, at der var ting jeg ikke mestrede. For eksempel var børnene noget bedre til computere og havde altid fingeren på pulsen, så der kunne jeg lære noget af dem. Til gengæld kunne jeg sætte debatter om brugen af internettet i gang, hvilket jo er både nødvendigt og vedkommende. Der blev afsløret, at nogle havde været på pornosider og det tog vi så op som i klassen.
SvarSletVed at tage børnenes udgangspunkt og vise sig selv, tager de også os voksne alvorligt.
Jeg har lige mistet min far og fik ribbet op i det hele, da jeg var til konfirmation i søndags og var nødt til at gå hjem for at græde ud. Fordi jeg fortalte om min sorg og mit behov, ved jeg, at mine børn også tør sørge.
Klem
Og ser lige nu, at jeg er kommet på din blogliste. Mange tak :-)
SvarSletFantastisk at du tager mit emne op. Tak for det.
SvarSletJeg er enig i, at det altid betaler sig at vise sig for både børn, unge og voksne på en autentisk måde. Også hvis det udstiller sårbarhed og uformåen. Selv har jeg netop undervist i et forløb, som jeg ikke er ekspert i, og jeg lagde ud med at fortælle, at jeg faktisk havde det lidt dårligt med at skulle undervise i noget, som jeg ikke var 100% sikker på, at jeg magtede. Det fik jeg fin respons på.
Vi kommer langt med ikke være superkvinder, der magter det hele til perfektionisme.
Men jeg synes fortsat det er svært at omsætte denne erkendelse i eget hjem i forhold til egne teenagere.
Et eller andet sted tror jeg, det hænger sammen med ikke at have fået givet mine børn det ansvar, som de skulle have haft, og det er det, der nu svier.
TAK for de meget inspirerende kommentarer.
SvarSletKære Mette B. - hvor er det dog en skøn blog, du har, og nogle helt fantastiske marolle-ting, du kreerer - glæder mig til at vise mine piger puderne, for de har for nyligt fået lavet værelset om, men mangler puder.
Og Anni, ja - alting er oftest sværest med vores egne børn. Det er der, vi kommer mest til kort - i familielivet kommer skyggesiderne og begrænsningerne til udtryk i fuldt flor - både pga. de mange følelsesmæssige tråde, der kan være svære at holde styr på, og fordi vi ikke har uanede mængder af ressourcer. -Vores samfund er jo indrettet med en for mig at se for lang arbejdsdag, sådan at det meste overskud er taget - og man kan ikke altid få ladet batterierne op derhjemme, og når vores celler ikke vibrerer af frisk energi - ja, så skændes vi, skælder ud og bliver skuffede og fornærmede. - Jo mere vi tilgiver os selv og de andre for det - jo hurtigere bliver overskuddet bygget op igen.
Nå, men det var der med at få teenagere til at bidrage... Jeg tror, jeg skriver et nyt indlæg om det. Det kommer om lidt:-)