tirsdag den 10. august 2010

DE SMÅ DUMME UNGER:-)

Det er altså ret sjovt. Her til morgen sad jeg sammen med pigerne og talte om skolens helt fantastiske musiklærer, han er et unikum. Rebekka var glad, for nu starter hun i 2., og kan derfor indvies i musikkens mysterier af en lærer, der kan spille på alle instrumenter og stille og roligt få en stor gruppe børn til at udfolde sig på både bas, keyboard og trommer.

Hannah havde dog en 'nederen' meddelelse. Musiklæreren er ofte rigtig syg. Hun fortalte, at han bl.a. ofte får en gren i øjet, og så skal man have vikar. Jeg tænkte mit, for jeg ved, den kære musiklærer indimellem får en tår over tørsten, og det er nok nærmere en kæp i øret, end en gren i øjet, der er problemet!

Pludselig siger Rebekka: "Ja, og han får også tit Søstrene Grene". "Hmm" istemmer Hannah: "Det er mærkeligt, at han også tit får Søstrene Grene". Åhh, kære børn - det hedder MI-græne! "Nåhh. Gør det det."

De små dumme unger - verden er så stor, så stor, og der er så meget, I ikke ved noget om. Men hvor er I dog bare helt vidunderlige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar