TO DRENGES FORVANDLING

Jeg arbejdede engang på en skole syd for København i et område, hvor mange familier har det svært. Her skulle jeg have to drenge, der gik i 4. klasse.

Da den ene dreng var få år gammel, og hans storebror var 6 år, var deres mor taget afsted, fordi hun ikke kunne holde det hele ud mere. Efter nogle dage havde storebroren fået fat i en skolelærer, der havde hjulpet dem, indtil moren efter et stykke tid kom hjem igen. Drengen spiste aldrig frugt og grønt - havde kun smagt en bid af et æble og et stykke agurk en enkelt gang - men mente dog selv, at han fik masser af frugt, for han spiste jo youghurt med frugt i!
Den anden drengs far havde været rocker, og drengen og hans storebror stod til at blive smidt ud af skolen, fordi de begge havde været voldelige overfor nogle lærere. Engang i 2. klasse havde drengen kastet op, fordi han havde drukket øl med sin farmor, da de var til fodboldkamp.

Der var en respekt, grænsende til frygt, for de to drenge blandt de andre elever, for drengene var intelligente, og de slog en proper næve! Men særligt drengen, der fik så voldsomme raserianfald, at han havde været voldelig og råbt meget grimme ting til lærerne bestemt ikke populær hos de voksne.

Da jeg blev lærer for denne 4. klasse, var det tydeligt, at det sidste disse drenge behøvede var mere skæld-ud og flere nederlag. Værdsættelse af det mindste positive, ingen opmærksomhed til negativ adfærd overhovedet og interesse for det, de interesserede sig for, skabte i løbet af 3 ganges undervisning den mest rørende tillid fra deres side til mig. De fandt nye sider af sig selv frem - sider der kunne indgå i et positivt samvær med omverden, og de nød det helt vildt meget. Voldsomhed blev erstattet med venlighed, og hævdelse på de andres bekostning blev erstattet med hensynsfuldhed. Det var meget mirakuløst.

Til skolens årlige klippeklistre-dag i december, sad de to drenge, der i mange andre sammenhænge spillede seje og bryske, nu i fællesskab og kreerede et 'guirlandearmbånd' til mig. Da det blev frikvarter var der risengrød til alle elever, men drengene droppede at spise risengrød for i stedet at blive og hjælpe mig med at rydde fint op efter al klippeklistreriet.

Jeg har stadig deres armbånd af glitret julepapir, møjsommeligt foldet af fumlede drengefingre. Efter flere år er limen gået i opløsning og de fleste led er faldet af, men det gør mig stadig varm indeni, når jeg tænker på, at to drenge, der går en hverdag med så grueligt meget igennem, vælger at ville glæde deres lærer, blot fordi hun holder af dem.