Opslag
Vi tænker indimellem, at nu er grænsen nået, at barnet/teenageren har trådt så meget over stregen, at vi må sætte hårdt mod hårdt. Vi orker ikke mere, og det er kun ret og rimeligt råbende at vise, at vi har fået nok.
Ja, grænsen er nok nået, og stregen er sikkert blevet overtrådt. Men kære dig, vend dig bort et øjeblik, træk vejret dybt, læg måske hænderne på dit hjerte.
DET KAN ALTID SVARE SIG AT TRO PÅ DEN GODE GRUND TIL EN HVILKEN SOM HELST ADFÆRD. TRO PÅ, AT VI ALLE GØR DET BEDSTE VI KAN.
Hvis barnet/teenageren teer sig umuligt, er de ikke i stand til andet lige netop der. Og de lider under det, såvel som du gør.
Giv dem chancen for hurtigst muligt at finde sig selv igen ved ikke at bebrejde og skælde ud. Vær så venlig som det overhovedet er muligt - det kan man godt, mens man tydeligt viser, at man ikke vil være med til et eller andet mere. Læg mærke til, hvor meget hurtigere det nu går for dem at finde roen igen. - Fortæl så, at du synes det er sejt gået - at de komme ud af det humør, der generede både dem selv og andre.
Der er slet ikke noget tvivl om, at uanset i, hvilken sammenhæng vi er i, så er det altid gavnligt at trække vejret dybt, tælle til 10 og udvise overskud, forståelse og tale ordentlig.
SvarSletUdfordringen er jo, at vi ikke altid har den overskud der skal til for at være den bedste udgave af os selv.
Det er selvfølgelig et must at agere som du beskriver, i tilfælde af, at man arbejder med børn, teenagere, unge.
I privat sammenhæng syntes jeg måske, at det er en lidt anden situation. Selvfølgelig skal man tale ordentlig og man får ikke noget fornuftigt ud af at råbe og skrige, men samtidig syntes jeg det er vigtigt at vise sine børn forskellige nuancer af livet. Vise at man ikke altid kan være super rummelig, imødekommende, forstående og at det er en del af livet. Jeg ser alt for mange der er opdraget til - eller har bildt sig selv ind undervejs - at det er forbudt at begå fejl, at rummelighed, forståelse, blidhed og tålmodighed er et must for, at de er okay som menneske og det syntes jeg er en katastrofe.
Livet består af opture, nedture, glæde, tristhed, sorg, frustration, kærlighed, lykke og alle mulige andre aspekter og det gør at man nogle gange er rummelig og forstående og andre gange har en kortere lunte og ikke er så rummelig og det er en naturlig del af livet. For mig er det en naturlig del af børnenes opdragelse at lære dem det. Ikke mindst så nægter jeg at slå mig selv i hovedet, når jeg ikke formår at være den super perfekte mor, rummelig og forståelig - for til trods for at jeg er mor, så er jeg jo bare et menneske, som i ny og næ ikke er optimal :-)
kh Mette
Tak kære Mette for de gode ord. Og tak fordi du gav mig anledning til en tiltrængt uddybning af mit indlæg. - Den kommer i indlægget i dag. Jeg mener, du har helt ret.
SvarSlet