tirsdag den 29. juni 2010

BARNET OG VERDEN

Jeg sad forleden og læste ved siden af vinduet, der stod åbent. Jeg kunne høre en mormors stemme, venlig og mild, og efter et stykke tid begyndte jeg at lytte til ordene, hun sagde, og skrev dem ned - de var til barnebarnet på ca. 1 1/2 år - her er de, ordret:

"Nej, du kan ikke få drengens bold. Nej, det er til voksne. Den kan du ikke køre på. Det er kun til voksne. Nej, du må ikke løbe så stærkt, du kan jo falde og slå dig. Nej, det er ikke vores, den kan du ikke bare tage. Nu skal du ikke løbe så stærkt, for du falder bare. Nej, du skal ikke tage den i hånden. Nej nej, kom nu, ikke den vej, mor går herovre."

Lidt efter græd drengen, og det kan man jo sådan set sagtens forstå i en verden, der er både kedelig og farlig på samme tid.
Men er verden egentlig sådan? Hvis mormor vidste, at hun kunne fortælle sit lille drengebarnebarn om alt det, han kunne gøre og gerne måtte og blot trøstede ham, hvis han faldt og slog sig - ja, så ville verden vel egentlig vise sig at være både sjov og venlig på samme tid.
Lad os sammen se verden som det, den virkeligt er.

5 kommentarer:

  1. Rigtig fin reminder om at alt bliver til forbud og intet til tilbud! tak for den - vi kan alle hoppe i den rolle og helt glemme at vende det om og andre fokus istedet til alt det du må! kh karin

    SvarSlet
  2. Åh gud, hvor deprimerende at se på skrift...
    Og jeg kender det jo godt selv - de dage, hvor jeg kun får formuleret forbud, nej'er og pas-på'er. Forskellen er virkelig til at tage at føle på, når jeg i stedet viser muligheder og hjælper med det svære og trøster og rummer, når det går galt. Stemningen både indeni mig og for børnene bliver jo en helt anden - og det er en selvforstærkende spiral. Tak for reminderen :-)

    SvarSlet
  3. Hold da op! Det må være den bedstemor, jeg og Bella sad overfor i toget i lørdags. Godt nok var børnebørnene ældre, men Hollaop, hvor var hun nedladende og bedrevidende. Nok ikke tilsigtet, gætter jeg :)

    SvarSlet
  4. Der er ikke noget at sige til, hvis man gennem sin opvækst får mindre og mindre selvtillid, hvis man bliver talt sådan til.

    God reminder.

    SvarSlet
  5. Tak for jeres dejlige ord. Det er rart at vide, at det jeg skriver kan have en værdi i hverdagen. Det bliver jeg så glad for at høre.

    SvarSlet