DEN KÆRLIGE LØVE

I går gik jeg afsted sammen med en af de drenge, jeg læser lektier og hygger med nogle eftermiddage om ugen. Hans cykel var punkteret, og vi trak afsted i det lumre vejr, mens vi lystigt pludrede om alt godt lige fra lege i gamle dage, Astrid Lindgrens historier, Napoleon og hvordan de teknisk kan skabe undere i Star Wars.

Pludselig fik vi øje på en løve ovenpå en skraldespand. En ret lille løve, måske var det en kat, men den var orange, havde lang pels rundt om halsen, og den kære dreng måtte straks ae den. Dyret brølede lystigt, det lød ret mijav-agtigt, og gned sig op af drengen, som glad konstaterede, at han slet ikke aede den, men at det var den selv, der aede sig op af ham. Hans øjne lyste, munden smilede, der var så meget glæde rundt om de to søde væsener, og så sagde han stille med måske den mest taknemmelige og tilfredse stemme, jeg nogensinde har hørt: "Den kan li' mig".

Ja, den kat kunne lide den dreng. Det må være derfor, at børn er så vilde med dyr. Dyrene viser kærligheden spontant og betingelsesløst, og kærlighed gør os mennesker så ubeskriveligt godt. Vi vil holdes af, vil vi.

Da jeg fortalte det hele ved aftensmaden derhjemme, hviskede Hannah, sådan at hendes marsvin ikke kunne høre det: "Ja, mor - det er derfor, jeg vil have et større dyr - for de har mere personlighed." Indtil det kan lade sig gøre, dvs. indtil vi flytter ud af vores lejlighed, hvor alle dyr med personlighed er forbudte, må vi bevæge os ud i det ganske sommerland og finde en masse søde dyr, der kan kaste deres kærlighed på pigerne.