Opslag
Fik for nyligt en AHA-oplevelse af, hvorfor kærligheden til os selv er så vigtig. Man siger jo, at vi ikke kan elske andre, før vi elsker os selv, men jeg har aldrig helt forstået hvorfor, det mon skulle være sådan.
Men i forrige uge talte jeg med en rar mand fra Canada. Han gjorde mig opmærksom på, at når vi mangler kærlighed indeni, så higer og søger vi udenfor os selv for at fylde det tomme bæger. (Kærlighed er jo lige så essentielt for vores overlevelse som kildevand.) Vi bliver hunde efter anerkendelse, ros m.m. og alt sammen handler det om at lave en bevægelse fra omverden tilbage til os selv, fordi vi mangler noget.
Holder vi derimod af os selv, er vores bæger fyldt op, og bevægelsen kan nu gå fra os ud mod omverden, som vi givende kan møde med kærlighed.
Det synes jeg, gav så god mening. - Men derfor kan det stadig være svært i den praktiske hverdag. Synes du, det giver mening?
Ja, det giver SÅ meget mening. Det er en helt anden måde at møde verden på generelt, når man kommer fra et sted, hvor man kan "fylde sig selv op" med kærlighed - og netop ikke skal ud og finde den for at fylde et hul. Rigtig meget terapeutisk arbejde handler om lige netop det. Omsorgen og kærligheden til sig selv, som for mange er som en by i Rusland...
SvarSletJeg tænkte forøvrigt på dig i går, og det du skrev forleden om at rumme sit barns udsagn og ikke straks gå i bekymrings/problemløser-mode. Min datter udtrykte en tanke om sin kommende skolegang, og det lykkedes mig bare at høre hende, og ikke gå ind og "løse" noget - for da jeg lyttede rigtig efter, kunne jeg høre, at hun faktisk bare konstaterede det og ikke udtrykte bekymring eller ked-af-det-hed. Det kom udelukkende fra mig selv. Så tak for den inspiration :-)
KH