DEN AFVÆBNENDE FIS!

Jeg skulle være vikar i en 6. klasse. En pige havde det meget svært- fik sjældent madpakke med, ville være tynd som sin storebror, selvom man ikke kunne se et gram fedt på hendes krop, og havde kaldt en lærer for en kælling.
En dreng var på besøg i klassen i nogle dage for at finde ud af, om han skulle starte på skolen.

Nå, men nu skulle vi lege, du ved, 'land', 'by', 'drengenavn' osv. Drengen og pigen var placeret i samme gruppe, men nægtede pure at arbejde sammen. Han var tydeligvis småforelsket, og hun så sit snit til at hævde sig på en andens bekostning – kaldte ham fx 'drengen-uden-navn.'

Mens jeg talte med dem og insisterede på, at de skulle være sammen, så legen kunne gå i gang, kom jeg til at slå en prut. En stille en af slagsen, men det er jo ofte dem, der lugter værst! Lugten bredte sig, og de to bebrejdede straks hinanden.

Jeg var for genert til at indrømme, at det var mig, der var synderen, og pigen deklarerede, at nu gik hun ud, for den stank var ikke til at holde ud. Modstræbende kom hun tilbage, da jeg lokkede med at ville fortælle noget ret komisk. Jeg fortalte hele klassen, at dengang jeg gik i 6. klasse, blev jeg sparket i maven af en hest. Jeg blev indlagt på hospitalet i 3 uger, fik bl.a. tarmslyng, og det gjorde, at jeg resten af mit liv, havde slået langt flere prutter end gennemsnittet. Ja, jeg var sågar blevet kaldt 'skiderikken' i gymnasiet.

Vi morede os sammen over den småpinlige historie, og jeg gik herefter til bekendelse - det var mig, der før var pruttesynderen, men jeg havde været for genert til at afsløre det. Hele denne udstilling af mit problem og min ufuldstændighed havde en så afvæbnende effekt, at alle pludselig var klar til at gå i krig med legen.

Pigen og drengen arbejdede sammen uden problemer. Sådanne situationer har der været utallige af i mine år som lærer, og den positive effekt kan ikke være tilfældig. - Når vi voksne udstiller vores sårbarhed, skaber det rum for, at de yngre kan vise deres styrke. De bliver pludselig i stand til noget, der før syntes umuligt.

Så kære dig - hvad enten du er forælder eller lærer - hvis du ønsker et berigende samvær med børn og unge, så behøver du ikke være perfekt og have styr på alting. Kiks bare løs og opdag, at du derved giver dine omgivelser mulighed for at vokse.