Jeg er så glad for min cykel

I dag blev jeg pludselig bevidst om hvor stille og roligt et liv, jeg egentlig lever. For jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har mærket så meget adrenalin pumpe rundt i kroppen som her til aften. (Jo, måske indimellem da jeg var bh.kl.leder og lærer for smedelærlingene, men det er efterhånden længe siden.) Her så man såmænd også lige mig fræse rundt på en mountainbike igennem dybe åer, uendeligt dybe mudderhuller, forcere rigtige bjerge og drøne ned af nogle store af slagsen i et hæsblæsende tempo skarpt forfulgt af skønne Zen-Anna og hendes seje Elise.

Det var sådan cirka det gik for sig. Dog må jeg indrømme, at jeg lå bagerst det meste af tiden, to gange sad fast i mudderet, kajede så meget rundt i de 100.000 gear, at min tommelfinger til sidst ikke kunne mere, hvilket var skidt, for det var den der skulle sikre, at jeg kom op af de alt for stejle bakker. Op kom jeg - mens jeg trak cyklen.

Jeg ved, dette ikke har det mindste med børn og unge at gøre, men jeg bliver nødt til at dele oplevelsen med dig, for det var intet mindre end FANTASTISK. Hakkebakkeskoven alias Hareskoven er SÅ smuk, og så i dette klare sensommerlys. Jeg har set for mange Disney-film, så jeg kommer til at levendegøre alting - også den seje mountainbike, som hurtigt blev døbt Montagne. Det var smart, for når adrenalinen var ved at slå mig ud af kurs, hjalp det fortroligt at hviske til Montagne, at den klarede det så fint, og tak fordi den var så sej.

Jeg kunne blive ved, men se nogle billeder, og jeg håber, vi ses derude engang, for sjældent har min krop været så glad og taknemmelig som her til aften. (Tjeck det praktiske ud her.)
Fru og Frk. Zen:

Mine stolte skanker:

Det var STORE cykeldag hele dagen - se bare Rebekka, der fik lov til at overtage styringen på vej hjem fra skole: